Hvad kan der klages til Natur- og Miljøklagenævnet over? § 80
- Vandløbsmyndighedens (kommunens) afgørelser efter vandløbsloven.
Afgørelser om erstatning og andre økonomiske spørgsmål kan dog ikke påklages.
Hvem kan klage? § 84
- Adressaten for afgørelsen
- Enhver, der må antages at have en individuel, væsentlig interesse i sagen
- En berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker.
Endvidere kan
- Lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- Landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- Landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser
- klage over afgørelser efter kapitel 5 om regulativer for offentlige vandløb.
Afgørelser efter kapitel 11 a om miljøskader kan påklages af adressaten for afgørelsen og enhver, som i øvrigt har en individuel, væsentlig interesse i sagen samt de ovennævnte foreninger.
Natur- og Miljøklagenævnet kan kræve dokumentation for foreningers og organisationers klageberettigelse.
Frist for at indgive klage § 81
Klage skal være indgivet inden 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt (normalt dagen efter at den er afsendt). Hvis afgørelsen er offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen fra bekendtgørelsen.
Den sidste klagedag slutter ved kontortids ophør. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller en helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.
Hvordan klager man? § 82
Klage indgives skriftligt til den vandløbsmyndighed, der har truffet afgørelsen, som herefter videresender sagen til Natur- og Miljøklagenævnet sammen med afgørelsen og det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse.
Virkning af at der klages § 82
Hvis der klages rettidigt over en afgørelse, har klagen opsættende virkning, medmindre Natur- og Miljøklagenævnet bestemmer andet.
Hvis der klages over et påbud eller et forbud kan vandløbsmyndigheden i særlige tilfælde beslutte at påbuddet eller forbuddet skal efterkommes uanset klage. Selvom denne beslutning påklages, skal påbuddet eller forbuddet efterkommes, indtil Natur- og Miljøklagenævnet bestemmer andet.
Hvis udnyttelse af en tilladelse eller godkendelse forudsætter udførelse af anlægsarbejder, må sådanne arbejder ikke påbegyndes før klagefristens udløb, eller, hvis der er klaget over afgørelsen, før Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse foreligger. Vandløbsmyndigheden skal staks underrette den, der har fået tilladelsen eller godkendelsen, om, at afgørelsen er påklaget.
Natur- og Miljøklagenævnets behandling af klager
Der skal betales et gebyr for iværksættelse af klagesagsbehandlingen. Når gebyret er rettidigt betalt, undersøger nævnets sekretariat, om klagen er rettidig, og om den, der klager, er klageberettiget. Hvis disse formelle betingelser ikke er opfyldt, bliver klagen afvist, og gebyret tilbagebetales. Er betingelserne opfyldt, sørger sekretariatet for at fremskaffe de oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelse i sagen.
Hvis der er væsentlige oplysninger i en sag, som klageren eller eventuelle andre parter ikke kender, vil sekretariatet informere disse for at få deres eventuelle bemærkninger til oplysningerne.
Når en sag er afgjort fremsendes afgørelsen til sagens parter.