Husdyrbrugloven – principiel afgørelse om BAT og minkproduktion

10.01.2012

Natur- og Miljøklagenævnet har truffet afgørelse i en sag om tilladelse efter husdyrbruglovens § 10 til udvidelse af minkproduktion. Sagen indeholder et principielt spørgsmål om anvendelse af den bedste tilgængelige teknik (BAT). Afgørelsen er truffet med deltagelse af sagkyndige medlemmer.

… …

Nævnets afgørelse fastslår, at en ansøgning om tilladelse efter husdyrbruglovens § 10 til minkproduktion – indtil der foreligger oplysninger om nye virkemidler eller nye oplysninger om effekten af de eksisterende virkemidler – lever op til kravet efter husdyrbruglovens § 19 om anvendelse af BAT i relation til reduktion af ammoniakemission, dersom ammoniakemissionen fra det ansøgte er højst 1,32 kg N per årstæve i åbne to-rækkede minkhaller og højst 1,30 kg N per årstæve i øvrige minkhaller. Fra produktionen i eksisterende haller (uanset haltype) må ammoniaktabet maksimalt være 1,65 kg N per årstæve.

Ved vurderingen af, om en ansøgning om tilladelse efter husdyrbruglovens § 10 til minkproduktion opfylder kravet om anvendelse af BAT, skal der fastlægges en samlet emissionsgrænseværdi for eksisterende og nye haller på den pågældende farm. Emissionsgrænseværdien fastlægges ud fra de ovenfor angivne emissionsgrænser på henholdsvis 1,32 kg N, 1,30 kg N og 1,65 kg N per årstæve. Under overholdelse af den samlede emissionsgrænseværdi kan ansøgeren selv bestemme, hvor på minkfarmen ammoniakreducerende virkemidler til opfyldelse af grænseværdien ønskes anvendt.

De ammoniakreducerende virkemidler, der indgår i vurderingen, er beskrevet i Skov- og Naturstyrelsens vejledning af 25. marts 2004 om pelsdyrfarme. Virkemidlerne omfatter krav til rendebredde, udmugningshyppighed, tilførsel af halm og proteinindhold i % af OE i uge 30-47. Miljøeffekten af virkemidlerne er beskrevet i bilag 5 til Skov- og Naturstyrelsens vejledning om tilladelse og miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug (2006).

Med afgørelsen har nævnet fastlagt emissionsgrænseværdierne på henholdsvis 1,32 kg N per årstæve og 1,30 kg N per årstæve ud fra følgende kombinationer af de fire virkemidler:

  • Åbne to-rækkede minkhaller: 35 cm gyllerende, udmugning af render 2 gange ugentligt, foder med proteinindhold på gennemsnitligt højst 31 % af OE i uge 30-47, halm ad libitum.
  • Øvrige minkhaller: 36 cm gyllerende, udmugning af render 2 gange ugentligt, foder med proteinindhold på gennemsnitligt højst 31 % af OE i uge 30-47, halm ad libitum.

Nævnet har med denne afgørelse ikke taget stilling til kravet om anvendelse af BAT ved ansøgning om godkendelse efter husdyrbruglovens §§ 11 og 12 til minkproduktion.

Der tilsigtes ikke med nævnets afgørelse en ændring af nævnets praksis om BAT ved ansøgning om tilladelse efter husdyrbruglovens § 10 for andre dyrearter.

Læs nævnets afgørelse af 21. december 2011 her.