Planloven

Planloven omhandler den planlægning, som vedrører anvendelsen og udformningen af vores fysiske omgivelser, herunder særligt spørgsmål om anvendelsen af landets areal- og naturressourcer.

Planloven indeholder de grundlæggende regler om landets inddeling i landzone, byzone og sommerhusområder samt reglerne om kommuneplanlægning og lokalplanlægning. I loven er fastsat regler om indhold og retsvirkning af planerne samt procedureregler for planernes tilvejebringelse, herunder regler om borgerinddragelse.

I planloven findes endvidere landzonebestemmelserne, der gennem et tilladelsessystem regulerer opførelse af ny bebyggelse, udstykning og ændret anvendelse af bestående bebyggelse og ubebyggede arealer i landzone.

Af planlovens særlige reguleringsområder kan nævnes regler om ekspropriation, vurdering af virkninger på miljøet (VVM), planlægning i kystområderne samt planlægning til butiksformål.