Miljøoplysningslovens formål er at sikre en øget offentlig adgang til og formidling af miljøoplysninger.
Til realiseringen af dette formål fastsætter loven regler om borgeres rettigheder og myndigheders pligter i forbindelse med anmodninger om aktindsigt i miljøoplysninger, ligesom loven fastsætter regler om en restriktiv fortolkning og afvejning af hensyn, der medfører begrænsninger i adgangen til aktindsigt.
Loven gælder for alle dele af den offentlige forvaltning og gælder herudover for organer, der har offentligt ansvar for eller udøver offentlige funktioner eller tjenesteydelser i relation til miljøet, og som er underlagt offentlig kontrol.
Myndigheder og organers afgørelser efter loven kan påklages til Natur- og Miljøklagenævnet i to tilfælde.
For det første kan afgørelser om aktindsigt i miljøoplysninger påklages særskilt til den myndighed, der er klageinstans i forhold til afgørelsen eller behandlingen i øvrigt i den sag, begæringen om aktindsigt vedrører, se hertil miljøoplysningslovens § 4, stk. 6.
For det andet kan afslag på aktindsigt som træffes af organer, der har offentligt ansvar for eller udøver offentlige funktioner eller tjenesteydelser i relation til miljøet, og som er underlagt offentlig kontrol, jf. § 1, stk. 2, samt forsyningsselskaber m.v., der er omfattet af den offentlige forvaltning, jf. lovens § 1, stk. 1, påklages til Natur- og Miljøklagenævnet, se hertil miljøoplysningslovens § 4 a.