Ekspropriation af arealer ved Dyrskuepladsen i Roskilde – stadfæstet

Publiceret 22-04-2013

Natur- og Miljøklagenævnet har truffet afgørelse i en sag om ekspropriation

Natur- og Miljøklagenævnet har truffet afgørelse i en sag om ekspropriation af arealer til brug for virkeliggørelse af en lokalplan om Dyrskuepladsen og Den urbane zone, Råstof- og Festivalområdet.

Lokalplanen, der omfatter Dyrskuepladsen og nogle af de tilstødende arealer, udlægger de eksproprierede arealer til offentligt formål, hvor områdets primære anvendelse er serviceareal for Roskilde Festival og andre særligt pladskrævende arrangementer på Dyrskuepladsen samt udendørs idrætsanlæg. Arealet skal endvidere kunne fungere som flugtvej under store events.

Et hovedspørgsmål i sagen var, om det var nødvendigt at ekspropriere de private arealer eller om kommunens arealer syd for Dyrskuepladsen (et færdigudgravet og delvist opfyldt råstofområde) var egnede som alternativ til serviceareal og boldbaner.

Et flertal på 6 (ud af 10) af nævnets medlemmer fandt, at placeringen af de eksproprierede arealer var et afgørende element i forhold til anvendelsen af arealerne til både udendørs boldbaner, samt supplerende serviceareal og flugtveje i forbindelse med arrangementer på Dyrskuepladsen. De eksproprierede arealer var således nødvendige, for at lokalplanens formål samlet set kunne realiseres. Flertallet fandt endvidere, at det måtte lægges til grund, at arealerne syd for Dyrskuepladsen ikke var anvendelige til anlæg af boldbaner inden for en årrække. På den baggrund stemte flertallet for at stadfæste ekspropriationen.

Mindretallet fandt, at arealerne syd for Dyrskuepladsen, som ejes af kommunen, ville kunne anvendes til såvel boldbaner som supplerende servicearealer. Det forhold, at anvendelsen af disse arealer måtte kræve mere vedligeholdelse end de eksproprierede arealer, kunne ikke føre til en anden vurdering. Da der således fandtes et brugbart alternativ til realisering af ekspropriationsformålet, fandt mindretallet, at hensynet til ejerens interesse i at beholde de eksproprierede arealer måtte tillægges afgørende vægt.

Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 22. april 2013  - NMK-32-00008

Kontaktperson: Lars Busck, tlf. 72 54 11 10